Midtvejsrapport fra drupa

Godmorgen med dig 🙂

drupa har været i gang i 6 dage nu, og som en lille ekstra service til dig, får du her en midtvejsrapport.

Hvis du er eller har været hernede, ved du, at vejret er vådt og varmt, øllet vådt og koldt og messen spændende, velbesøgt og travl.

Er du på vej herned, så husk gode sko (for du kommer til at gå mange kilometer – gennemsnittet er ca. 12 kilometer om dagen) og evt. en paraply. Vejret er lidt ustabilt, for at sige det mildt.
regnvejr
Her på messen har vi fundet nogle spændende ting, som vi glæder os til at fortælle dig meget mere om efter messen:

F.eks. aniloxvaskemaskinen AEROMAID, som vandt FTAs Technical Innovation Award 2016 for “bemærkelsesværdige effektivitet, uovertrufne præcision og repeterbarhed uanset antal linjer eller celledimensioner. Ved hjælp af den innovative, overkommelige og ikke mindst miljøvenlige teknologi opnås rene valser igen og igen. Før rengøringen checkes valsen, så der kun bruges præcist den nødvendige mængde vaskemiddel – på den måde reduceres vaskemiddelforbruget markant.”

Yes, vi er (også) imponerede.

Og de helt vildt imponerende laseraktiverede pigmenter. Det lyder lidt kringlet, men det betyder, at du som trykkeri trykker med en speciel dækhvid (der indeholder specielle laseraktiverede pigmenter) på en etiket eller en æske.

Og din kunde har så monteret lasere på sine fylde- eller pakkelinjer – og trykker derfor selv batchnumre, QR koder, datoer, indhold – eller whatever han nu har lyst til at trykke ved at aktivere pigmenterne i den dækhvide med laserlys.

Herunder kan du se et foto af mulighederne. Indtil videre er teknikken kun mulig med sort. Men i løbet af meget kort tid kommer pigmenterne i andre farver. Der skal bare bruges en laser med forskellige frekvenser, så aktiveres de forskellige pigmenter i farven.

Vildt!
arkprøver
Hvis du trykker æsker, ved du, at en af udfordringerne ved laserstans er bukkestreger. Du kan stanse med laser, og du kan også lave bukkestreger, ved at brænde lidt af kartonen væk – men det er ikke altid den bedste løsning. Derfor kæmper de forskellige producenter af laserstans med at finde på nye bukkestregsløsninger.

Vi så én af dem i går – og den virker altså ret godt:

Først kører arkene ind i en maskine, der påfører bukkestregerne i kørselsretningen. Derefter påføres bukkestreger i den anden retning og så direkte ind i laserstansen, som klarer det sidste. Og bum – så er æsken færdig og klar til at komme i limlinjen.

Laserstans brænder det hele væk, så der er ikke lus eller brug for at stå og “brække” æskerne fra hinanden. Spildes fjernes automatisk efter laserstansen, mens den færdigstansede æske kører videre på transportbånd eller direkte i en limlinje.

Se billedet herunder – det er (bagsiden af) det færdige ark efter laserstansen.
laserstanset ark
Slut på midtvejsrapporten – vi har mange, mange flere nørderier til dig, men du skal jo ikke have det alt sammen på én gang, vel?

Hvis der er noget, du har lyst til at få mere at vide om, så sig endelig til.

Vi vil elske, at fortælle dig meget, meget mere.

Er du på vej på drupa nu?

Du kan se vores stand- og mobilnumre her – giv lyd – vi vil meget gerne mødes med dig 🙂

Mads, Kim og Heidi